«Og» og «men» først i en ytring

En utbredt vrangforestilling er at man ikke kan innlede en ytring – altså det som står mellom to store skilletegn (punktum, utropstegn eller spørsmålstegn) – med «og» eller «men». Mange har til og med lært dette på skolen.

Jeg vet ikke hvem som har kokt opp denne regelen, men vedkommende må ha vært en fjott uten dannelse eller språklig finfølelse.

For det første er det, som Finn-Erik Vinje påpeker i Bedre norsk, meget praktisk å kunne åpne en ytring med «og» eller «men»:

Iblant har man behov for å binde sammen en konkluderende setning med flere foregående påstander, og da kan men og og fylle en funksjon som innledningsord: … dermed hadde hun gjort alt. Hun hadde malt huset. Hun hadde ryddet i hagen. Hun hadde lært seg å reparere. Og enda var det ikke nok. (s. 101)

For det andre kan bruk av «men» og «og» først i en ytring ha en kraftfull stilistisk effekt – en effekt man ikke ikke bør nekte seg bare fordi en eller annen norsklærer en gang i tiden har hatt underlige meninger om saken.

Altså.

Ikke slik:

I Begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden. Jorden var øde og tom, og der var Mørke over Afgrunden; og Guds Aand svævede over Vandene. Da sagde Gud: Der blive Lys! Der blev Lys. Gud saa, at Lyset var godt, og Gud skilte mellem Lyset og Mørket. Gud kaldte Lyset Dag, og Mørket kaldte han Nat. Der blev aften, og der blev Morgen, første Dag.

Men slik:

I Begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden. Og Jorden var øde og tom, og der var Mørke over Afgrunden; og Guds Aand svævede over Vandene. Da sagde Gud: Der blive Lys! Og der blev Lys. Og Gud saa, at Lyset var godt, og Gud skilte mellem Lyset og Mørket. Og Gud kaldte Lyset Dag, og Mørket kaldte han Nat. Og der blev aften, og der blev Morgen, første Dag.

Advertisements